Mille er fluffy. Som i blød-på-den-der-smelter-dit-nervesystem-måde. Hun er også firbenet, nærtagende med vilje og uofficielt ansat som trivselsansvarlig herhjemme i Saysome.
Det lyder måske fjollet, men det er det ikke. For Mille kan noget, ingen HR-platform eller mindfulness-app kan. Hun mærker stemningen, før vi selv gør det. Og hun handler på det.
Hun stirrer dig ud af dårlig kropsholdning. Hun vælter sig ind over tastaturet, hvis du glemmer at holde pause. Og hun kan med én haleviftning få dig til at lukke computeren og gå en tur.
Hun er chef for pauserne.
Og hun tager jobbet seriøst.
Alt får en sjæl, når det får et navn
Knud den Sugende er vores støvsuger. Han larmer lidt, men han gør rent i dybden. Valdemar Atterfugt passer kælderens fugtighed med kongelig pligtfølelse. Også Labubuerne har navne, selvfølgelig – og deres sind ændrer sig alt efter dagens indhold, og hvem der kigger på dem.
Vi navngiver ting, fordi det giver dem karakter. Og fordi det minder os om, at hverdagen ikke bare er funktion – den er også følelse. Og humor. Og nærvær i praksis.
Og helt sikkert fordi vi er millennials.
Det fluffy er det stærke
Vi lever i en verden, der belønner fart, performance og optimering. Men Mille viser os noget andet. At det er i det bløde, de gode beslutninger bor. At kreativitet fødes i pauser, ikke i pres. Og at relationer, også til støvsugere, er noget, vi faktisk har brug for.
Måske har du ikke en Mille. Men du har garanteret noget, der kan få din hverdag til at spinde lidt mere.
En stol, du altid sætter dig i, når du tænker klart.
En kaffekop med navn.
En blomst, der kigger skævt på dig, når du overarbejder.
Giv det en rolle. Giv det et navn. Og giv dig selv lov til at mærke, at du også er en, der skal trives. Ikke bare levere.
For du må godt være både fluffy, fjollet, glad, rundtosset og helt dig selv. Det er rigeligt.
Det er jo dig.
Milles 5 miaaav’er til bedre trivsel
1️⃣
🐾 Miiiaaav… prrr… prrr… miiiav…
👤 Giv dig selv nærhed og varme. Vær stille med noget blødt – det beroliger dit system.
2️⃣
🐾 Rrrr… stræææk… prrrr… pote-pote
👤 Bevæg dig, stræk kroppen, mærk gulvet under dig. Det sætter tanker i flow.
3️⃣
🐾 Snus-snus… hvæs!… miav… miav…
👤 Tag afstand fra det, der stresser dig. Find ny luft, nye sanser, nyt blik.
4️⃣
🐾 Prrr… langsom blink… miiav…
👤 Skru ned. Blink blødt. Intet haster, når du mærker efter.
5️⃣
🐾 Miiiaaauv… prrrrr… mmmmmm…
👤 Du er nok. Du må godt bare være. Og spinde lidt for dig selv.
💚
